Chris Crocker: Fra Britney til porno

Han blev verdenskendt i 2007 med ordene “Leave Britney Alone”, og snart kan den nu 24-årige Chris Crocker også kalde sig pornostjerne.

Chris Crocker: Fra Britney til hård porno

Chris Crocker skabte sin egen berømmelse på nettet, på godt og ondt, og blev for alvor kendt, da han forsvarede Britney Spears i denne video på YouTube tilbage i 2007. På bare 2 dage blev videoen set mere end 4 millioner gange, og har i dag rundet 42 millioner afspilninger.

Siden den famøse Britney-video har Chris Crocker blandt andet udgivet sin egen musik, været med i en musikvideo for bandet Weezer, arbejdet på sit eget reality-show og senest har han brugt tiden i fitnesscentret og lagt det meste af sin makeup på hylden.

Senere på måneden får en dokumentarfilm om Chris Crocker, “Me at the Zoo”, premiere på Sundance Film Festival, og 2012 bliver også året, hvor Crockers fans får mulighed for at se ham smide kludene og kaste sig ud i ucensureret man-to-man action i en kommende pornofilm, ligesom også mere musik er på vej fra det 24-årige multitalent, som mange elsker at hade – og lige så mange hader at elske.

Forleden bragte Huffington Post et langt interview med Chris Crocker, hvor han blandt andet fortæller, at hans nye, mere maskuline udtryk, og hans kontroversielle opfattelse af kønsidentiteter, har skabt både forvirring og frustration.

»Jeg føler mig tilpas med både min feminine og maskuline side«, forklarer Crocker til Huffington Post, og understreger, at han ikke foretrækker det ene frem for det andet, men at det ganske simpelt handler om hvilket humør han er i.

»Folk har meget svært ved at forstå, at en person kan have begge sider i sig og skifte frem og tilbage. Mange transpersoner har også set sig sure på mig og påstået, at jeg er “en dårlig repræsentant for transmiljøet, fordi jeg ikke beholder mit pigede udtryk”. Jeg repræsenterer kun mig selv. Jeg har aldrig udgivet mig for at være talsperson for andre end mig selv. Og landet ligger nu engang sådan, at jeg er bøsse, trans eller bøsse og trans på samme tid – eller noget. Jeg ved det ikke, men jeg er tilfreds med den jeg er, og det må være det, der gør andre misfornøjede«, siger Chris Crocker til Huffington Post.

I forhold til den pornobranche som Crocker planlægger at blive en særdeles aktiv del af senere på året, så fortæller han videre, at han, siden teenageårene, har taget nøgenfotos af sig selv og i det hele taget følt sig hjemme foran et kamera. At blive pornostjerne virker derfor også som et naturligt skridt for den unge amerikaner, der lige nu afventer de konkrete datoer og detaljer for optagelserne.

Chris Crocker fortæller også i interviewet med Huffington Post, at han stadig har et blødt punkt for Britney Spears, men at det mere handler om hendes person end det handler om hendes talent.

Hele interviewet er at finde på Huffington post her, og du kan selvfølgelig også kigge forbi Chris Crockers YouTube-kanal, hvor nye videoer løbende kommer til.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

One Response to “Chris Crocker: Fra Britney til porno”

  1. Wall-E siger:

    Come on. Det var en “nyhed” tilbage i sommeren 2011, her var der et interview med ham på en af de andre homosider.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.