Ny regnbuebørnebog får ‘thumbs up’ hos panelet

Farverig grafik og den gode børnehistorie er i fokus i Stine Josefine Diges nye børnebog, ‘Niller Pilfinger får en flyvetur’, som kan købes fra i dag.

Ny regnbuebørnebog får ‘thumbs up’ hos panelet

Bogen handler om Niller; en nysgerrig lille dreng som vokser op med to mødre, mor og mammi. At Niller har to mødre er ikke det essentielle i handlingen, og familiesammensætningen fylder lige så lidt i historien, som hvis Niller Pilfinger havde en mor og en far.

Da ingen fra Homotropolis Crew har småbørn endnu, tog vi bogen under armen og søgte hjælp hos en venindes 2 børn; Lina på 3 år og Bertil på 6½ år.

Det var højtlæsning af den gamle skole, og ungerne kunne hurtigt relatere til bogens indhold. Især Flyvergrillen, hvorfra man kan følge flyene lette og lande i Kastrup Lufthavn, vakte stor begejstring, eftersom børnene har været der i virkeligheden og kunne genkende stedet.

Lina var især optaget af billederne og det siger ikke så lidt, når en pige der normalt ikke kan sidde stille i 2 minutter sad og lyttede opmærksomt med under oplæsningen af hele bogen.

Niller PilfingerVores unge testgruppe, Bertil og Lina, bider ikke mærke i at Niller har 2 mødre før vi selv spørger ind til, hvorvidt der er noget ved bogen der ikke helt er som det plejer. Hertil svarer de, at Niller jo har en mor og en mammi og ikke en mor og en far.

Den endelige vurdering fra vores testpanel er kort og godt at bogen er god. Dog er Bertil nok for stor til denne bog og han mente at selvom bogen er god, er den også lidt kedelig.

Stine Josefine søger at dele den gode børnehistorie, action og børnevenlig grafik med målgruppen, der foruden at være regnbuefamilier også henvender sig til liberale forældre og institutioner.

Bogen er rettet mod børn i alderen 2-5 år, der er vilde med motorcykler, mekanik og flyvemaskiner.

Bogen er udgivet gennem forlaget Pippi og er udkommet i dag, d. 25. januar 2012.

Bogen kan bl.a. købes online hos PROUD! her.

Læs også artiklen Vi vil ha’ børnebøger som regnbuebørn kan spejle sig i.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.