Regnbuer over Reykjavik

Island har gennem årene markeret sig på det regnbuefarvede verdenskort ved at være en af klodens bedste rollemodeller når det kommer til LGBT-rettigheder og ligestilling, og nu vil den homovenlige vulkanø også være vært for verdens første LGBT-festival.

Regnbuer over Reykjavik

Der er mange grunde til at man som islænding kan hejse regnbueflaget højt med stolthed. I 2010 indførte den islandske regering det kønsløse ægteskab og åbnede kirkeportene for homovielser, ligestilling på forældremyndighedsområdet, landet kan bryste sig af at have verdens første åbent homoseksuelle premierminister, den lesbiske Jóhanna Sigurdardóttir, og de sidste 2 år har Reykjaviks borgmester åbnet den islandske Gay Pride (der iøvrigt besøges af overvældende 30 % af landets befolkning) iført fuld drag.

Island har også en helt speciel plads i redaktionens hjerter – ikke mindst fordi vi har vores helt egen islandske homotropolit i blandt os, som har givet resten af crew’et en god, guidet tur ud i den rå, islandske natur.

Så hvilket bedre sted er der at afholde verdens første internationale LGBT-festival, der finder sted d. 16. – 19. februar 2012? Fire dage planlagt ned til mindste detalje, og kigger man på programmet ser det ikke ud til at blive kedeligt. Dagene (og aftenerne) byder nemlig på out-of-this-world naturoplevelser, nusseri i nordlys, nye bekendtskaber – og hvis man er heldig, lidt kolde kys til et af de mange festlige aften-arrangementer.

Kæru hinsegin gestir, verið hjartanlega velkomin á Rainbow Reykjavik 2012!’ Sådan lyder det, når Pink Travel, der står bag festivalen byder dig velkommen til Rainbow Reykjavik 2012.

Homotropolis har selvfølgelig taget en nysgerrig snak med den ene halvdel af rejseselskabets to lesbiske grundlæggere, Eva María Thorarinsdottir Lange, for at få lidt mere at vide om motivationen bag og realiseringen af dette skønne nye initiativ.

Hvordan og hvornår opstod idéen om at arrangere en international LGBT-festival?

Idéen om at afholde en international LGBT festival har længe været en drøm for jeg selv og min kæreste og forretningspartner, Birna. Reykjavik by og Icelandair har også over en længere periode spekuleret over nye måder at tiltrække gæster til byen på dette fascinerende tidspunkt på året.

Tidligere på året mødte vi to skønne fyre fra tyske Communigayte, som var interesserede i at samarbejde om at organisere et vinterarrangement. Det var det der skulle til, og kort tid efter besluttede Pink Iceland at gå ‘all in’ og føre vores drøm ud i virkeligheden.

Hvem står bag festivalen og kan du fortælle lidt om dem?

Der er mange personer involveret i festivalen og partnerne er Icelandair, Icelandair Hotels, Visit Reykjavik, Reykjavik Excursions og os. Communigayte tager sig af design og PR.

Du kan godt sige, at Birna og jeg er eksperterne i LGBT-segmentet her på Island og derfor er det os der står for at arrangere eventet og lede festivalen. Vi ejer også den eneste LGBT-café på Island og LGBT-baren og natklubben, Barbara, som ligger i Reykjavik centrum.

Jeg er også leder af Reykjavik Gay Pride og Birna og jeg har delt vores liv og arbejde med hinanden i en årrække. Vi har specialiseret os i turistindustrien og har været involveret i LGBT-miljøet på mange forskellige måder.

Pink Iceland er det første og eneste rejsebureau på Island, der udelukkende målretter sig mod LGBT-segmentet. Vores samarbejdspartnere er alle LGBT-ejede eller “LGBT-friendly”, og gennem et bredt samarbejde med hele den islandske regnbue-mafia sigter vi efter, at give vore gæster et uforglemmeligt ophold.

Hvor mange festivaldeltagere forventer I at få?

Det er svært at sige da det er vores første event, men vi er begejstrede for at vi allerede har fået reservationer fra både USA og Europa.

Kan du afsløre nogle kunstnernavne der vil sætte skub i de arrangerede fester?

Til velkomstfesten vil vi præsentere lokale divaer, DJs og kunstnere og til fredagens koncert vil vores gæster bl.a. få mulighed for at opleve Páll Óskar og Lay Low.

Er du blevet tændt på at rejse halvt over atlanten og fejre Rainbow Reykjavik 2012, så kan du læse mere om festivalen her.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.