I Iran er homoseksualitet en forbrydelse der kan straffes med døden. Og sandheden bærer ofte et manipulerende slør i det tilknappede land.

Vi befinder os i Mashhad, den næststørste by i Iran. I byens centrum, nærmere betegnet på Edalat-pladsen, “Retfærdighedens Plads”, er det tirsdag den 19. juli 2005. På ladet af en varevogn står to unge drenge. Den ene bærer hvid polo-shirt, mens den anden er iført en nystrøget lyseblå kortærmet skjorte.

Himlen er skyfri, men de bemærker det ikke. De har begge bind for øjnene. Bag dem står to hætteklædte mænd med hvert et reb i hånden som de sætter om halsen på dem og strammer til. De står helt stille. Deres navne er Ayaz og Mahmoud. De ved de skal dø. Lige om lidt. Ayaz er 18 år og Mahmoud lidt yngre. 16 år, eller 17 måske. De har begge siddet fængslet i 14 måneder op til denne dag, ligesom de hver har taget imod 228 piskeslag som en del af den straf der om få minutter bliver fuldbyrdet med døden for dem begge.

Rundt langs med pladsen har folk samlet sig for at overvære scenariet. Myndighederne har indsat såkaldte anti-optøjs-styrker på området for at undgå uroligheder og protester blandt tilskuerne. Og pludselig sker det så. Varevognen sætter i gear og kører fremad, Ayaz og Mahmoud mister fodfæstet, og hænger sekunder senere side om side fra galgen. Bagbundne og med hvert sit reb om halsen.

Der vil gå noget tid endnu inden de dør. Faldet fra vognladet er nemlig ikke nær langt nok til at lade døden indtræffe øjeblikkeligt. Svingende frem og tilbage fra rebet taber en af drengene sin sandal. Efter kort tid holder Ayaz og Mahmoud helt op med at bevæge sig. Livløse hænger de så der, i solens knivskarpe stråler til offentligt skue, midt på “Retfærdighedens Plads”, myrdede i Sharia-lovens hellige navn.

Blandt tilskuerne denne formiddag var en eller flere fotografer fra ISNA (Iranian Students News Agency), og takket være dem gik billederne verden rundt i dagene der fulgte. Den britiske græsrodsbevægelse Outrage! bragte en artikel om henrettelserne, hvor i det fremgik at drengene var blevet hængt fordi de havde haft et seksuelt forhold. De to drenge skulle umiddelbart før henrettelsen have udtalt, at de ikke vidste at sex mellem mænd var strafbart med døden. Dette fik homoseksuelle organisationer over hele kloden til at reagere kraftigt, og i flere europæiske storbyer afholdtes demonstrationer imod det iranske styre.

Herefter tog sagen imidlertid en drejning, da blandt andet britiske “The Times” skrev en artikel om henrettelserne – baseret på iranske mediers udlægning – hvori det fremgik at Ayaz og Mahmoud i virkeligheden var blevet dømt for at have voldtaget en 13-årig dreng. En anklage som der øjeblikkeligt blev sået alvorlig tvivl om fra flere kanter. Outrage! mente at anklagerne om voldtægt var et forsøg fra iransk side på at lægge et røgslør ud, der skulle dække over henrettelser af homoseksuelle i det stærkt religiøse land, mens det omvendt blev antydet, at Outrage! havde fejlfortolket ISNA’s oprindelige pressemeddelse. Nyhedsbureauet Associated Press anlagde samme kurs som “The Times” i en artikel hvori det fremgik at de hængte teenagere stod anklaget for voldtægt af en mindreårig dreng.

Der opstod altså en uklarhed om den præcise årsag til hængningerne, hvilket gjorde at både Amnesty International og Human Rights Watch valgte den sikre vej, og alene fordømte henrettelser af mindreårige. Sagens kerne var dermed ikke længere henrettelse af homoseksuelle i Iran. Det var blevet til et spørgsmål om dødsstraf for ungdomskriminelle.

Peter Tatchell, der iøvrigt for nylig skrev en meget smuk nekrolog over Axel Axgil, er medlem af den britiske gruppe Outrage! og en af Englands mest fremtrædende menneskerettigheds-aktivister. Han er også menneskerettighedsordfører for Green Party, og Homotropolis valgte at tage en snak med ham nu – mere end 6 år efter henrettelserne – for at få hans efterrationaliseringer og tanker.

»Det var modbydeligt at se, hvordan mange LGBT- og græsrodsorganisationer ukritisk valgte at tro på historien om voldtægtsanklagerne der kom fra de statsstyrede, pro-iranske medier – især fordi ingen kan verificere at de er sande«, siger Peter Tatchell til Homotropolis.

»Ingen menneskerettigheds-institution med respekt for sig selv baserer sine vurderinger af fakta på rapporter fra statskontrollerede medier der støtter diktatoriske regimer«, forklarer Peter Tatchell og fortsætter:

»Voldtægtsanklagerne kan være sande eller falske. Pointen er, at kilden til voldtægtsanklagerne var avisen “Quds” der støtter det iranske regime. Vi anerkender selvfølgelig, at “Quds” angav, at de to unge drenge var voldtægtsforbrydere, og at nogle versioner af ISNA’s nyhedsbrev bekræftede dette, men vi kan ikke acceptere at man vælger at stole på dem«.

Og det iranske styre kan have haft sine grunde til at fabrikere falske anklager om voldtægt.

»Ifølge vores kontakter i Mashhad, så er det absolut sandsynligt, at anklagerne blev opfundet for at underminere offentlighedens sympati for de to drenge. Det iranske regime er berygtet for at fabrikere falske anklager og sætte smædekampagner igang, der har til formål at stille de anklagede i et dårligere lys og dermed også sætte en stopper for menneskerettighedsorganisationers kampagneaktiviteter«.

»Det mest sandsynlige, ifølge vore iranske kilder, er at den 13-årige indvilligede i seksuel omgang, men fordi iransk lov siger, at ingen 13-årig er i stand til at give sit seksuelle samtykke, så bliver han helt automatisk betragtet som voldtægtsoffer. Men også denne forklaring er problematisk, eftersom iransk lov slet ikke anerkender voldtægt af en mand som en mulig forbrydelse«, siger Peter Tatchell, og fortæller også, at den 13-årige dreng og hans familie kan have haft interesse i at bakke voldtægtsanklagerne op:

»Ifølge “Quds”, så blev voldtægtspåstanden bekræftet af den 13-åriges far, men det beviser ingenting. Faren var ikke vidne til det påståede overgreb, og desuden ville ingen iransk far nogensinde indrømme, at hans søn har sex med fyre af egen fri vilje. Det er derfor ikke overraskende når faren siger, at hans søn blev voldtaget, for alternativet er at sønnen risikerer hængning på grund af sin seksualitet og familien risikerer at blive udstødt af lokalsamfundet«, uddyber Peter Tatchell.

»Vores LGBT-kontakter inde i Iran fortæller os, at falske påstande om voldtægt nogle gange bruges af forældre for at slippe udenom den skam det er at have et homoseksuelt barn og for at skåne barnet fra henrettelse. Konklusionen på hele sagen i dag er, at selv om vi ikke kan være sikre på noget som helst, så er der fortsat seriøs tvivl om voldtægtspåstanden – og dermed også tvivl om hvorfor de to drenge blev henrettet den julidag i 2005«, afslutter Peter Tatchell.

Iransk straffelov benytter begrebet lavat om den forbrydelse to mænd begår når de har seksuelt samkvem, og straffen afhænger så af hvad de foretog sig seksuelt. Har to voksne mænd analt samleje straffes de begge med døden. Er der tale om sex uden penetrering, for eksempel at gnubbe sin penis mod en anden mands lår er straffen 100 piskeslag de første tre gange man begår forbrydelsen. Kommer der en fjerde gang er straffen også her døden.

Billede: ISNA