Den oversete biseksualitet

Homotropolis har taget en lang og rigtig god snak med Miguel Obradors om biseksualitet, fordomme, bifobi og hvorfor ‘B’-et i LGBT ikke er mere synligt end det er. Du kan læse hele interviewet her:

Miguel, du identificerer dig som biseksuel. Hvornår og hvordan blev du klar over det?

– Jeg har faktisk altid vidst, at jeg har følelser for mennesker på tværs af kønnene. Jeg voksede op i en meget liberal spansk familie, hvor der ikke var ret mange seksuelle tabuer. Men jeg lagde samtidig også ører til stereotype fordomme som at “alle mennesker er biseksuelle”, eller “biseksualitet findes ikke i virkeligheden”. De tanker virkede abstrakte for mig, og jeg følte ikke jeg rigtig kunne bruge dem til noget. Derfor identificerede jeg mig som heteroseksuel, indtil jeg som 20-årig mødte en fyr til en fest som jeg blev kæreste med.

Miguel ObradorsNu var jeg pludselig ikke længere hetero. Jeg begyndte i stedet at definere mig selv som homoseksuel, for en mand der kan lide andre mænd måtte jo være homo. Det er sjovt at se på gamle fotos fra den tid, for min klædestil blev pludselig en anden. Mit kropssprog, mine fritidsinteresser og endda min rolle i sengen ændrede sig. At identificere sig som hetero eller homo kommer nogle gange med en hel pakke af forventninger og spilleregler, som man føler man skal leve op til.

Det var faktisk først som 26-årig, da jeg dukkede op til et event arrangeret af BI-gruppen hos LGBT Danmark, at jeg mødte andre åbne biseksuelle. Jeg blev fascineret, ikke mindst da jeg hørte Marianne Tyllesen fortælle åbent om at være biseksuel. Hun var rar, klog og totalt sej, og jeg fik virkelig en wow-fornemmelse af at sidde i dette rum med andre mennesker der identificerede sig som biseksuelle. Jeg fik helt ærligt lyst til at røre ved dem, for at få bekræftet at de var virkelige. Det var både mærkeligt og pisserart på samme tid, for det gik op for mig lige der, at jeg kunne bruge “bi” om mig selv, og det var fantastisk.

Hvordan var reaktionerne, da du så pludselig sprang ud som biseksuel?

– Jeg var jo allerede sprunget ud en gang før, som bøsse, og det var egentlig meget udramatisk. Jeg kan huske at min far sagde, at han var glad så længe jeg var glad. Mine søskende var helt cool med det, og min mormor begyndte endda at reflektere over hendes egen seksualitet og overveje om hun måske var lesbisk. Min mor havde det ret svært, men det havde ikke noget at gøre med at jeg sprang ud som homo – det var mere fordi min kæreste på det tidspunkt var 15 år ældre end mig, og det kunne hun slet ikke forholde sig til. Mens jeg identificerede mig som homoseksuel, havde jeg også masser af ressourcer til rådighed i form af netværk, venner og viden, og de ressourcer kunne jeg bruge til at bekæmpe homofobi.

Problemet kom først da jeg sprang ud som biseksuel, for folk kunne simpelthen ikke forstå det. Inde i deres hoveder var det ikke en mulighed. Det er dybt frustrerende, når personer helt tæt på en ikke engang forstår. Jeg blev mødt af en bifobi som er virkelig svær at stille noget op over for, når man har med mennesker at gøre der ikke engang anerkender biseksualitet som en mulighed. Det var som at slå i en dyne, og efterhånden følte jeg mig både deprimeret og hjælpeløs, og jeg blev meget lukket om min seksualitet, hvilket var en ny og bizar følelse for mig.

Men hvordan gør man begrebet biseksualitet let forståeligt?

– De fleste ikke-biseksuelle tror, at det bare handler om at være tiltrukket af mænd og kvinder på samme tid, men det er en forenkling. Biseksuelle tiltrækkes af to eller flere køn, men ikke nødvendigvis på samme tid, ikke nødvendigvis på samme niveau og ikke nødvendigvis med samme kraft. For mig selv, spiller kønnet i princippet ikke en afgørende rolle, når jeg er tiltrukket af en person. Der er alle mulige andre ting på spil ud over køn, selv om kønnet også kan have en vigtig rolle.

Indtil for et år siden, var jeg i fast forhold med en mand, og vi var sammen i 10 år. Derfor kan jeg have svært ved at forholde mig til de forventninger og roller som ofte forbindes med heteroforhold. Jeg føler mig mere tilpas sammen med folk der identificerer sig som mænd.

Da jeg mødte min ekskæreste, skulle jeg også lære at forholde mig seksuelt til en anden mand. Ikke at jeg var specielt selv-undertrykt, men det var mere, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op til.

Jeg tiltrækkes meget af mandlige udstrålinger, energi og kraft. Det har måske noget at gøre med alle de myter vi er flasket op med om maskulinitet, som fetisheres inde i hovederne hos nogle af os. Med nogle mænd føler jeg også en særlig intimitet, empati og roughness. SLM er derfor et fantastisk sted at komme.

Men når det kommer til nøgne kroppe og fysisk kontakt, så er jeg generelt mere tiltrukket af kvindekroppen. Jeg føler en optur som jeg generelt ikke mærker med mandekroppe. At kysse, kramme, mærke og dufte kvinder er bare fantastisk, og man kan føle en intimitet som er anderledes end intimiteten med en mand. Der bliver trykket på nogle helt specielle knapper, som det kan være lidt svært at forklare.

Hvad er årsagen til at B’et i LGBT ikke er mere synligt end det er?

– Det er helt klart forbundet med den undertrykkelse, som biseksuelle personer er blevet udsat for internt i LGBT-bevægelsen. Det er et alvorligt problem, når mange LGBT-foreninger påstår at deres politiske dagsorden også inkluderer de biseksuelle, for i virkeligheden gør de det slet ikke, når man ser på deres reelle aktiviteter.

LGBT-bevægelsen kaldes i biseksuelle kredse derfor også for GGGG-bevægelsen, eller homobevægelsen, og mange biseksuelle vælger at organisere sig politisk i andre sammenhænge. Ikke engang en forening som LGBT Danmark har et bi-politisk udvalg eller en klar bi dagsorden ud over det sociale, og det synes jeg er ærgerligt. Mange af de øvrige foreninger og grupper i Danmark tiltrækker kun få biseksuelle, og jeg har oplevet, at når de foreninger der ikke har en biseksuel gruppe endelig laver en bi-relateret aktivitet, så er det om biseksuelle og ikke for biseksuelle. Der er vildt stor forskel på de to ting.

Biseksuelle har altid været en del af LGBT-bevægelsen, men vi er tit blevet assimileret og marginaliseret.

Stonewall-oprøret i New York i slutningen af 70’erne blev for eksempel koordineret af Brenda Howard, som var biseksuel, men det er først nu at de biseksuelle – både herhjemme og internationalt – for alvor begynder at organisere sig politisk med en selvstændig bipolitisk dagsorden.

Hvilke udfordringer er så de vigtigste for biseksuelle lige nu – som du ser det?

– Som jeg ser det, har de biseksuelles problemer tre meget konkrete årsager: heterosexisme, monosexisme og cis-homonormativitet.

Cis-homonormativitet?

– Ja, det er en bestemt undertrykkelsesform som findes i LGBT-kontekster. Ordet stammer fra “ciskønnet”, der er en person som identificerer sig med det køn der står på fødselsattesten – altså modsætningen til “transkønnet”. Cis-homonormativitet tager for givet, at der kun findes mænd som er bøsser og cis-kønnede, kvinder som er lesbiske og cis-kønnede og transer som hører til et tredje køn og ikke har nogen seksualitet. Biseksuelle bliver betragtet som en slags homoer, og intersex-personer anses for at være transpersoner. I cis-homonormative kontekster taler man om “gay pride” og “homoægteskaber”, man tager bestemte kropsformer for givet, og man bruger kræfterne på at bekæmpe homofobi, mens man glemmer bifobien – og i visse tilfælde ligefrem opdyrker den.

Heterosexismen hjernevasker mennesker til at tro at rigtige mænd har en pik, er maskuline og kan lide kvinder, mens rigtige kvinder har en kusse, er feminine og kan lide mænd. Alt andet er forkert, men kan dog stadig tolereres, så længe man ikke sætter spørgsmålstegn ved hetero-normen og iøvrigt holder sin særhed for sig selv.

Og monosexismen giver kun 4 mulige kombinationer, hvor man enten kan være mandlig homo, mandlig hetero, kvindelig homo eller kvindelig hetero. Alt andet eksisterer overhovedet ikke.

Med disse magtstrukturer bliver det tydeligt at biseksuelle har mange udfordringer. Vi eksisterer ikke, vi kan ikke være monogame, vi er skabshomoer, vi har heteroseksuelle privilegier og biseksualitet er nok “bare en fase” osv. osv. Det ærgerlige er, at mange biseksuelle køber den retorik og bruger tid på at forsvare sig selv og argumentere for at de eksempelvis også er monogame og ikke bare gennemlever en fase. Det synes jeg er problematisk, og det minder mig lidt om den gamle homofile bevægelse, hvor man demonstrerede med slips og jakkesæt, og bar bannere med slogans som “vi er normale”, “gay is good” og andre lignende påstande. Det ser jeg ikke særlig meget empowerment i, og jeg foretrækker en normkritisk aktivisme.

Du nævnte bifobi før – hvordan kommer den til udtryk?

– Man behøver da bare tage et hurtigt kig på boyfriend.dk eller girlfriend.dk for at se hvordan biseksuelle bliver svinet til på forskellige profiler.

Specielt i det lesbiske miljø kan det være enormt stigmatiserende hvis en kvinde også har sex med en mand. En biseksuel kvinde kan hurtigt blive betragtet som en der bare vil lege med andre kvinder for sjov, for så senere at vende tilbage til en mand. Når jeg selv, som biseksuel mand, færdes i det lesbiske miljø, så er jeg altid ekstra forsigtig. Jeg er for eksempel enormt bøsset, når jeg kommer på Vela, selv om der også er biseksuelle kvinder.

I bøssemiljøet findes der kun få åbne biseksuelle, for man bliver alligevel oftest betragtet som homoseksuel. Til gengæld synes jeg at transmiljøet generelt forstår de biseksuelle ret godt. Det hænger måske også sammen med at de fleste transpersoner ved hvordan det føles, når ens identitet ikke bliver taget seriøst.

Det virker nogle gange som om at biseksuelle og transpersoner har fået frataget retten til at definere sig selv.

Meget af den undertrykkelse som biseksuelle oplever, er ikke grov eller direkte, men istedet enten indirekte eller symbolsk. Der findes ikke engang særlig mange nedsættende skældsord for biseksuelle. Bifobi kan være mere indirekte og symbolsk end homofobi, og det gør den enormt vanskelig at bekæmpe. Men det handler mest af alt om at ens seksualitet ikke anerkendes eller tages seriøst.

Virkeligheden er også, at biseksuelle ikke kun rammes af bifobi – men også af homofobi. Bliver man udsat for en hatecrime i Ørstedsparken fordi man er ude at cruise, så er årsagen homofobi uanset ens seksuelle orientering i øvrigt.

Hvad kan man så gøre for at rette op på denne ubalance indenfor LGBT-miljøet?

– Jeg tror det ville være rigtig gavnligt at tænke mere over hvad vi kan gøre for hinanden, hvorfor vi kæmper sammen og hvordan vi kan blive bedre til at udvise gensidig respekt. Meget af den undertrykkelse som pågår i LGBT-bevægelsen er baseret på uvidenhed og mangel på forstand på mangfoldigheden.

Hvis man virkelig vil forstå mangfoldigheden inden for LGBT-familien, så er der mange aspekter at tage hensyn til, for vores diversitet er meget bred. Man kan starte med at lytte og forsøge at forstå, bakke op og respektere hinandens kampe og identiteter. Normkritiske workshops og seminarer kan have en afgørende rolle i at få skabt den debat som er nødvendig.

Så du mener trods alt at homoseksuelle og biseksuelle har en fælles kamp at kæmpe?

– Ja, men ikke for enhver pris. Heterosexismen træder jo på os alle, og her giver det al mulig mening at stå sammen. Men hvis monosexismen og cis-homonormativiteten ikke bliver anerkendt og taget seriøst i LGBT-bevægelsen, så bekæmper vi kun én undertrykkelsesform, mens vi samtidig får to andre lige tilbage i ansigtet, og så bliver dealen simpelthen for dårlig for os biseksuelle.

Jeg er aktiv i LGBT-miljøet, men også i nogle grupper og sammenhænge som kun er for biseksuelle. Jeg kan lide begge tilgange og værdsætter det meget, selv om der fortsat findes mange udfordringer. Det er et spørgsmål om at have en fælles vision baseret på kompromiser og respekt – og i visse tilfælde også en del tålmodighed. Resultaterne kan heldigvis efterhånden ses.

Tak, Miguel, fordi du ville dele dine holdninger og synspunkter med os, og fordi Homotropolis måtte tage en pæn bid af din tid.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

2 Responses to “Den oversete biseksualitet”

  1. J says:

    Jeg ved, at denne artikel er gammel, men jeg er nødt til at udtrykke hvor meget af dette jeg genkender. Da jeg sprang ud til min mor, var det som lesbisk, da jeg stadig ikke var sikker på hvorvidt jeg var bi- eller homoseksuel. Da jeg nævnte for hende, at jeg måske var bi, var hendes svar, at biseksualitet havde hun aldrig kunne forstå. Som Miguel skriver – det var ikke en mulighed.
    Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i det, da jeg ikke kan se hvordan det kan være svært at forstå. Jeg ved dog at jeg tidligere have en bifobisk indstilling, da jeg troede, at biseksuel, det var sådan noget kendte sagde de var, når de gerne ville have opmærksomhed (nok ikke gjort bedre af at Lady Gaga bogstavlig talt gjorde dette…)

  2. helle says:

    Flot artikel.

    god struktur. let at forstå og læse. tak tak
    imponeret over såvel din viden, din ærlighed og ikke mindst den der særlige
    “fingerspids-fornemmelse”, du formår at formidle med

    JJeg kan godt lide din måde at skrive på

    mhh hvorfor mon?????
    tænker
    take care
    beste hilsner helle

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.