Igennem lang tid har vi bygget, tegnet og anlagt Homotropolis. Nu er den sidste billedramme hængt op, champagnen er nedkølet og de opkørte pindemadder står klar.
Porten til Homotropolis er slået op, og hvad enten du er bøsse, lesbisk, bi, trans, queer, faghag, gay-groupie eller bare ny og nysgerrig, byder vi dig indenfor med kindkys og kærlige krammere.
Tankerne bag Homotropolis er mange og lange, men handler i sidste ende om at skabe det sted vi selv har savnet længe. Et sted hvor regnbuen strækkes ud over hele skalaen, hvor seriøsitet og humor sidder sammen til bords, og hvor helhedsindtrykket gerne må være lige så broget som en sen nattetime på Cosy Bar.
Du vil møde de tidløse historier ved siden af opdaterede nyheder fra ind- og udland der stikker lidt dybere. Vi vil gøre vores allerbedste for at udvide din musikalske homohorisont, og garanterer at vi heller aldrig lader saftig sladder slippe uset forbi. Du vil forhåbentlig også tage godt imod os når vi lige omkring nytår går i luften med danmarks bedste (og vist nok eneste) pink podcast.
Vi vil være med til at sikre dig dine helt basale rettigheder, der blandt andet inkluderer en opdateret og altid relevant event-kalender med bred dækning og en grundig guide til hangouts for homoer.
Med vores navn vil vi også gerne sende søde tanker og særdeles løse håndtegn tilbage mod det oprindelige Homotropolis, der var et dansk nyheds-site og webmagasin for homoseksuelle. Vi synes navnet fortjener at genopstå, fordi det rammer lige ned i essensen af det vi gerne vil.
Vi har gjort vores bedste for at have alt klar til åbningen, men roder det stadig i et lille hjørne, så send fluks et forarget og bebrejdende blik efter os, og du skal få onde øjne retur fra vores kansasklædte lederlebbe, altimens førerbøssen rykker ud med designer-støvsuger og fancy fejeblad.
Tilbage er der bare at sige velkommen til dig. Lad endelig som om du er hjemme – for det er du rent faktisk.
Homotropolis Crew


november 15th, 2011
homotropolis 
Posted in
Tags: 
Hej Crew
Tillykke med det nye site. Jeg spekulerer på, hvorfor I har valgt et navn, som signalerer homoer, når I nu efter eget udsagn også gerne vil have os andre med? Som trans er det sgu ret nedslående.
Virtually yours,
David
Hej David
Tak for dine ord – og din tilbagemelding som vi sætter stor pris på.
Vi kan sagtens følge din pointe, og vi har også diskuteret rigtig meget frem og tilbage omkring hvad vores navn signalerer – og ikke gør. Sandheden er, at vi ikke har kunnet finde et godt navn hvor alle seksualiteter er implicit, og alternativet var at vælge et navn der slet ikke signalerede LGBT eller simpelthen blev for overordnet. Det ønskede vi heller ikke. Så nu endte vi med Homotropolis, og vi vil gerne understrege at det ER til for dig også – på trods af navnet. Vi håber du vil bære over med os, og at du trods alt vil følge vores videre færden. Vi vil nemlig løbende bringe historier fra trans-miljøet og sætte fokus på transkønnede generelt.
De kærligste hilsner fra
Homotropolis Crew