3 bøsser dømt til 5 år bag tremmer i Cameroun

En domstol i den vestafrikanske republik Cameroun har netop idømt tre homoseksuelle mænd fængselsstraf i fem år – fordi de har udlevet deres seksualitet.

Tre bøsser dømt til 5 års fængsel i Cameroun

Ifølge nyhedsbureauet AFP har retten i byen Yaounde netop afsagt dom i en sag om tre homoseksuelle mænd, der i sommers, bogstaveligt talt, blev taget med bukserne nede mens de havde sex sammen i en bil.

Straffen lyder på 5 års fængsel til hver af de involverede, og er dermed den hårdeste dom man hidtil har afsagt mod mænd der har sex med andre mænd i Cameroun, hvor homoseksualitet iøvrigt er forbudt og betragtes som en alvorlig lovovertrædelse.

Sismondi Barlev Bidjocka, talsmanden for en paraplyorganisation for unge i landet, udtaler ifølge AFP at man er i “åben krig mod de homoseksuelle”, mens Alice Nkom fra den lokale LGBT-bevægelse Adefho kalder dommen for “chokerende og uacceptabel”. Mændenes advokat har nu anket sagen.

I september sendte Human Rights Watch et brev til præsidenten i Cameroun, Paul Biya, hvor man udtrykte stor bekymring over landets intentioner om at stramme lovgivningen yderligere for homoseksuelle og transpersoner.

I 38 ud af 53 afrikanske lande er homoseksualitet stadig ulovligt, og tendensen igennem de senere år er, at straffene bliver hårdere og hårdere.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.