Hvordan smager lesbisk kaffe og øl?

”[Pigenavn] likes LESBISK KAFFE & ØLBAR”. En lavine af sådanne statusopdateringer begyndte at rulle ind over min Facebook væg i juni måned, og med forventningerne i top fulgte jeg pænt trop og ventede sammen med over 1.000 andre forventningsfulde Facebook Fans på åbningen af et nyt og savnet lesbisk hangout.

lesbisk Kaffe og Ølbar

Billedtekst: Toilettet på kaffe- og ølbaren er dekoreret med udklip af ældre erotiske billeder. 

LESBISK KAFFE & ØLBAR åbnede dørene op d. 11. oktober 2011.

Den kvindelige del af Homotropolis har været en tur på Vesterbros nye homotropiske oase.

Det er lørdag formiddag, dagen derpå efter en våd aften på Vela, og som en energiindsprøjtning før den planlagte familiemiddag slentrede vi fra vores Vesterbro hybel rundt om hjørnet til LESBISK KAFFE & ØLBAR, for at begynde dagen med en kop hed lesbisk kaffe.

Miljøet har i en årrække været en kær ven, og derfor er vi opmærksomme på forbindelsen mellem ”Trykkertøsen” og ”LESBISK KAFFE & ØLBAR”, så vi kunne let lade os vejlede af Trykkertøsens skilt, der pryder Enghavevej 56.  Indehaveren fortæller os dog, at de er i fuld sving med at få lavet et stort facadeskilt, hvorpå der kommer til at stå KAFFE & ØLBAR.

Regnbueflaget på døren forsikrer os om at vi er det helt rette sted, og da vi træder ind af døren mødes vi af en fantastisk duft af kaffe, et velkommende smil fra 50 procent af stedets ejer-duo og ikke mindst lysten til at sætte sig ned ved et af de små, stearinoplyste borde.

”Oh, what a lovely sound, Oh, how it shakes the ground.” Andrew Bird spiller på playlisten, stemningen er afslappende og vi finder et ledigt bord hvor vi kan fordybe os i Proud Magazine, der i dette eksemplar handler om at skabe familie som homoseksuel. Vi sludrer om emnet, mens vi nyder en rigtig god kop kaffe.

Indretningen på LESBISK KAFFE OG ØLBAR er retro chic, og caféens to plan emmer af hygge og nostalgi. Kaffen bliver skænket i mismatchende krus, der bringer mig tilbage til mormors varme kakao serveret under et slumretæppe efter en lang dag på kælkebakken. For det minde, en kop kaffe med mælk og en soja latte med dobbelt shot må vi slippe blot 46 kr.

Foruden kaffe, kan du købe andre varme drikke, almindelige og special-øl, kolde drikke, muffins, et par skiver brød med ost og andre snacks, som alt er prissat rigtig fornuftigt.

Er du ryger eller vil du blot trække lidt frisk luft, kan du tage din kaffe eller øl med uden for på bænkebordene, der er sat op af samme årsag.

Som en ekstra bonus har baren også gratis wifi, så tag laptoppen med og benyt dig af det ….

Homotropolis anbefaler LESBISK KAFFE & ØLBAR til dig, der er ude efter at nyde en øl eller god kop kaffe i en hyggelig og stemningsfuld oase med masser af personlighed.

Læs mere om LESBISK KAFFE & ØLBAR her

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.